Man skal ikke græde over spildt sovs!

Her til aften skulle vi til svigerfars fødselsdag, og jeg havde forhørt mig hos svigermor om der ville være mad jeg kunne klare at spise, både i forhold til min laktose intolerans og mine skøre følelser omkring mad.
Det fik jeg bekræftet, så vi tog afsted og jeg havde ikke dårlige fornemmelser.
Da vi kommer finder vi hurtigt ud af at selskabet bliver større end jeg havde forventet. Bliver lettere angst over det, begynder og svede mens jeg fryser og kan mærke jeg langsomt trækker mig ind i mig selv... Kæresten spørger til mig, og syntes også svigermor havde et ekstra øje på mig.
Vi sætter os til bords og jeg spiser så grønsager og 1 tynd skive kød. Svigermor havde lavet en sovs til mig kun på fond og jævner. Men de andre fik SOVS!!! Ikke bare sovs som man normalt ville tage. Her sad folk og skar boller ud, lagde det på tallerkenen og hældte sovs på, for så at spise det med kniv og gaffel.
Selvom det ikke var mig der spiste det, fik jeg det Sindsygt skidt. Begyndte og få tårer i øjnene og hjertebanken.
Måtte stoppe med at spise, bære min tallerken ud i køkkenet med resterne af min mad og samle mig over en smøg.
Hvordan kan det være at jeg reagere på hvad andre spiser?

Jeg syntes min spiseforstyrrelse er blevet lidt værre den sidste tid. Ikke at jeg har tabt mig, men der kommer flere og flere ting, regler og måder min mad skal håndteres på.
F.eks. Er morgenen begyndt at starte med at veje 330 gram mælk af og blande vand i til 1/2 L. Så ved jeg at der er for 100 kcal i den flaske.
Hvorfor går det lige pludselig den vej?
Jeg er jo stoppet med at "tælle kcal" i den forstand at jeg ikke bruger mit kcal program og jeg vejer ikke al min mad osv.
Men helt ærlig, at blande mælk op med vand?! Vi kan jo hurtigt blive enige om at mælk ikke er ret alvorligt på kcal budgettet, så hvorfor nu det?!

Men ud over det har det indtil nu været en fantastisk skøn weekend med kæresten.
Vi havde kæreste dag i går hvor han bestemte hvad vi skulle.
Vi var ude og plukke æbler, ude og spise, tog hjem og lavede æble crumble. Så så vi husk lige tandbørster, var i et varm bad sammen og så hunger games! Mega god film må jeg jo tilstå! Jeg havde en overspisning i desserten og måtte kaste op. Men ellers skøn aften.

Syntes ikke der er mange smider en kommentar, men det kunne være smadder hyggeligt hvis I gjorde :)

Jeg er ORANGE! .....

Jeg er nu orange, og sikke noget sludder.
Jeg er præcis lige så bleg og grå som jeg plejer.

Men jeg er nu ikke i en overvejelsesgruppe længere (Som er rød), nu er jeg orange og skal nu ved hjælp af individuelle samtaler med terapeut og diætist tage små babysteps til at blive gul og til sidst grøn, hvor man er klar til at øge vægten. WOW det er en mærkelig følelse.
Den ene terapeut sagde ordene: " Jeg tror ikke du behøver din spiseforstyrrelse mere, Malene!"

WHAT!?
Hvad mener du med det?
Hvorfor ikke?
Hvad skal den erstattes med så?
Hvordan skal jeg så holde kontrol med min krop, min vægt, mit indtag?

Noget i mig blev glad, men glæden blev hurtigt overtaget af rædsel. Så meget rædsel, at jeg fik tårer i øjnene, begyndte og svede og ville bare løbe min vej!
Men jeg blev, og jeg tænkte: "Måske har han ret, og måske er det i virkeligheden det jeg ønsker, jeg ved bare ikke hvordan jeg kommer der til".

Sådan ca. ser min fremtid ud!

Hvordan vil jeg kunne forblive normalvægtig uden at holde den strikse kontrol over mad, motion osv?
Hvordan gør andre?

Jeg ved jo hvordan det er at være fed, jeg ved ikke hvordan man lever som normalvægtig uden at holde styr på alt... Kan man det?!
Syntes min vægt svinger sindsygt, vil den stoppe med det hvis man lever normalt og uden kontrol?
Vil jeg kunne spise et æble uden at tænke: Her er ca. 60 kcal i?
Jeg håber det inderligt!
Jeg håber jeg en dag kan ligge på sofaen og se film hele dagen med min kæreste, hvor vi sviner os til i slik og andre ting vi lyster, UDEN jeg ligger og får angst, kvalme, må kaste op, tage flere afføringspiller og planlægge det strammeste motionsprogram for den næste tid.

Min kæreste sagde noget tankevækkende i går: " Jeg kunne godt tænke mig at være rigtig kærester med dig"..... Hmmmmm hvis vi ikke er det nu, hvad er det så vi har gang i? :o)
Men han mente at vi kunne være kærester, som at vi var sammen som kærester, havde sex, lystede hinanden og gav udtryk for det.
Det lyder virkelig tiltalende og det vil jeg SÅ gerne. Jeg er bare nødt til at arbejde mig derhen.
Lige nu forstår jeg slet ikke hvad man kan have lyst til med mig.
Jeg syntes jeg er så utiltrækkende, at jeg nærmest er bange for at han kunne finde på at forlade mig på det grundlag.
Men jeg VIL være kæreste med min kæreste! (Virkelig mærkelig sætning!)
Jeg vil lade min kæreste syntes jeg er pæn, lækker, tiltrækkende og god nok.
Jeg vil faktisk gerne selv lære at syntes det samme om mig....
Det er mit mål lige nu, PUHA hvor pokker starter man lige på det!?

HJÆLP.....?!

Dagens flyvske og lidt mærkelig tanke:

Jeg har altid syntes at Kylling fra Bamse og Kylling havde de mest ranglede og sjove ben.

Jeg ser så mig selv i en vindues rude i dag og kunne ikke andet end se kyllings ben, bare på mig og i sort....

Er jeg ved at få kyllingeben? :o)

Afgørelsens time...

I morgen er det sidste terapigruppedag i overvejelsesgruppen.
Der er lagt op til at vi skal evaluere forløbet, men også at vi skal snakke om hvert enkelts videre forløb...

Jeg er MEGET nervøs. Jeg ved ikke hvad jeg skal, hvad jeg kan og hvad jeg vil.
Jeg ved dog at et mål der hedder 500 gram om ugen i vægtøgning er helt sindsygt i mit hoved.

Jeg skal have tid... Jeg skal have tid til at vænne mig til at se vægten stige.

Bare en lille kommentar fra et familiemedlem, kan vælte hele læsset, og VUPTI så kredser Malenes lille kyllingehjerne om mere motion, mere overvågning af maden jeg indtager osv.
Heldigvis har jeg kunne kæmpe imod omkring at veje min mad. Det er jeg indtil videre stoppet med og det er mega grænseoverskridende.
Man kan jo ikke tælle præcise kcal når man ikke vejer maden.... Puha.
Så nogle dage kan det være jeg spiser meget mere end jeg tror.. Eller måske mindre end jeg tror.

Jeg så det program på TLC Danmark om hende modellen der skulle gå fra tynd til size 0.
Jeg sad med mega hjertebanken. Alle de ting hun nævnte mens hendes tilstand forværredes kunne jeg ligeså godt have sagt.
Selv min kæreste og min mor!!!!(Som jeg ser meget sjældent) kunne genkende mig ALT for meget i hendes tankemønster.
Det eneste jeg sad og tænkte var, at hun vejede mere end mig. Hvordan kan jeg sidde og kigge på hende og tænke at hun har en pæn krop, når jeg vejer mindre end hende og syntes jeg er fed?!
Amen altså, hvad er det for et forskruet hoved jeg har fået sat på min krop.....


Nå men i weekenden overnattede både jeg, min kæreste og datter hos min mor og hendes mand.
Det var hyggeligt nok, men puha hvor sover man bare mega dårligt på en oppustelig dobbeltmadras der taber luft i løbet af natten.
Da vi kørte hjemad søndag formiddag tog vi forbi Kildebrønde frugtplantage og plukkede æbler og pære.
De smager fantastisk....

Kæresten og datteren lure efter frugt

Dagens fangst

Jeg elsker at gå ude i naturen sådan et sted og plukke den skønneste frugt, se min datter blive glad over at hun har fundet en stor pære og bare nyde den friske luft.
Hvis jeg kunne gøre det hver dag, så ville jeg gøre det.

Nu vil jeg slutte for i dag, men håber at kunne melde ud omkring mit videre behandlingsforløb snart! Jeg selv er i hvert fald spændt.

Hvor skal jeg dog starte...?!

Jeg har virkelig haft en dum periode.
Ikke nok med at vi alle er plaget af sygdom her hjemme, så kan jeg bare ikke finde ud af mig selv.

Jeg FRYGTER at skulle i terapi i morgen, fordi jeg så skal vejes. Jeg ANER ikke hvad jeg vejer pt, fordi jeg ikke var på vægten i dag.
Der ud over er jeg i gang med at trappe ned på afførringspiller, så jeg kommer helt automatisk ikke rigtig af med alt hvad jeg indtager... Så jeg har en ubehagelig fornemmelse i maven det meste af dagen.
Har ikke lyst til at kigge mig selv i spejlet, har en dårlig fornemmelse når jeg har bukser på og føler at fedtet på mig hænger i store dæk alle vegne på min krop.
Føler til tider ikke jeg kan overskue selv den mindste gåtur fordi min krop er for tung til at jeg kan slæbe den helt alene....

Øv hvor er det bare latterligt at have det sådan.
Jeg har kun 2 gange tilbage i min overvejelsesgruppe for undervægtige, og jeg er begyndt at blive godt og grundigt nervøs. Næste step er at tage ½ kg på om ugen. Og det tror jeg er en alt for stor kamel for mig at sluge. Jeg vil meget gerne prøve at tage på og blive 1 med mig selv og min krop. Men det kan jeg ikke hvis jeg tager et nyt ½ kg på HVER uge. Små skridt er vigtige for mig, jeg er nødt til at have tid til at vænne mig til forandringer.
Det ligger nok i min personlighedsforstyrrelse, at jeg ikke magter for store omvæltninger på 1 gang.

Bare i morgen skal jeg i terapi, hvor min datter skal i børnehave, kæresten på arbejde og jeg skal med toget der ud. Det er noget tid siden jeg selv har sørget for transport til terapi og det kan få mig helt ud på en meget bumpet og stresset vej.
Lige pludselig kan jeg ikke huske hvor meget mad jeg plejer at have med i gruppe, hvornår skal jeg med toget, normalt er jeg gået helt til hvidovre for at tage toget videre... Skal jeg starte den rutine op igen.? Det er jo "gratis" motion med et formål, men nu var jeg jo endelig begyndt at kunne slappe lidt af med det... (Siger damen der har stået og trampet op og ned på en stepbænk i 1 time, mens datteren nærmest kørte rundt om mig på sin løbecykel).

Nå men der ud over har jeg jo været super glad for mit aftenguf. Men denne bliver jeg nu nødt til at give slip på. Jeg kan simpelthen ikke magte at beholde det i maven når jeg har sådan en dårlig fornemmelse af mig selv, min vægt og krop. Det har derfor resulteret i at jeg har kastet en del op den sidste uge, og så kan det jo nærmest være ligegyldigt.
Så her til aften er det første aften uden slik. Jeg må indrømme at min krop skriger efter mit sukkertrip, og jeg syntes faktisk også at jeg mangler en "grund" til at kaste op.... Hov hvad fanden var nu det?! Vil jeg gerne kaste op?!
Nej det vil jeg egentlig ikke, men jeg føler bare til tider at når jeg ligger og kalder på ULRIK så får jeg hvad jeg fortjener. Ubehagelige syreskader i halsen, ondt i hovedet og blodsprængte øjne. Jeg har ikke fortjent at have en aften hvor jeg hygger med slik også går glad i seng. Nix, det er åbenbart ikke noget for mig lige nu...!

Jeg forsøgte at skrive hvad jeg spiste om dagen til at starte med, men det vil jeg pt slet ikke belemre jer med, for jeg syntes det er alt for meget og jeg gider ikke skræmme jer væk med en hel uges "madbudget" på hver dag :)

Hvorfor får man de her ture hvor man ikke føler man hører hjemme nogen steder, og man hører da slet ikke hjemme i sin egen krop!? ØV...

Isolation...

Jeg har de sidste dage bare været hjemme hele dagen.

Jeg har ikke rigtig følt den store trang til at komme ud eller at se mennesker... Også alligevel. En del af mig SKRIGER på at der skal ske noget.
Jeg finder alle mulige ideer til hvad der kunne være rigtig fedt at lave, og hvis jeg så vælger at ville forfølge ideen trækker jeg i land også var det ikke lige det jeg havde lyst til alligevel..

Hvordan kan det være at man skal være så forvirret, over hvad man selv har lyst til?

Jeg har de sidste dage haft det skidt i kroppen. Har stadig lidt sygdom jeg kæmper med, er enormt træt også føler jeg mig meget alene... Og her bliver jeg forvirret, for jeg syntes jo ikke jeg har lyst til at se andre mennesker, så hvordan pokker kan jeg føle mig alene?!

Jeg kan godt frygte weekenderne lidt fordi jeg kommer i kæmpe et dilema omkring hvad vi skal lave og hvad vi ikke skal lave. Derfor er det ikke hver weekend jeg ser frem til at have fri med kæresten og min datter.
Føler lidt der bør ske noget, især når man har lukket sig inde i flere dage, men vi har ikke rigtig penge til det, jeg har egentlig heller ikke den vilde lyst, og alligevel ville jeg gerne opleve og lave DET HELE....

Hvordan pokker kan det lade sig gøre?
Andre der har det sådan, og hvad gør I ved det?

Jeg har siddet flere dage bare og nørklet med mine kreative projekter.
Det seneste er krympeplast som jeg er gået i krig med.

Jeg sætter billeder ind senere når min kæreste kan hjælpe mig.

Er der nogen af jer der har ideer til hvordan jeg evt. kan få solgt mine hjemmelavede smykker (Til en billig penge)?

Er jeg gået i stå?

Jeg har haft en del dage hvor jeg har haft behov for at være mig, hjemme og helst ikke lave dagens gode gerning.
Det har egentlig været rart, men igen sniger den dårlige samvittighed sig ind på mig og forklare mig hvad jeg burde have gjort:

- Gøre rent
- Lave mad
- Vaske tøj
- Dyrke motion
- Gå flere kilometer, bare fordi jeg kan
- osv.

Men i stedet er jeg gået i stå. Jeg har levet i min egen lille smykke verden de sidste dage og jeg har virkelig fået lavet meget... (Gad vide hvad jeg skal stille op med alle de smykker....)

I dag skulle jeg så mødes med min gamle mormor i Rødovre Centrum. Jeg frygter altid de møder fordi der sker en af følgende situationer:

- Mormor siger: " Neeejjj har du ikke taget lidt på?" med et smil i hele hovedet
eller
- Mormor siger: " Ej Malene, nu må du altså heller ikke tabe mere...." og får så tåre i øjnene.
eller
- Den pinlige tavshed når ingen af os helt ved hvad vi skal snakke om...

Det der skete i dag var dog lidt anderledes.
Min søde mormor kommenterede IKKE min vægt, hverken den ene eller anden vej. Hun begyndte ikke at græde, men hun smilede heller ikke over hele hovedet.
Senere kom den så, om jeg ikke snart skulle tage på og jeg kunne jo så fortælle at jeg altså har taget 600 gram på fra min laveste vægt for 1 mdr. siden.
Hun accepterede at jeg kun ønskede noget at drikke og ikke kunne overskue maden på de fedtede spisesteder i centeret, og vi endte med at sidde og få en sodavand(Light selvfølgelig), ryge smøger og sladre om ALT muligt.
Om mad, om overspisninger, om opkastninger, jeg fortalte hende endda at alt slikket er låst i kælderen og hun virkede ikke fordømmende overfor mig.

Alt i alt en super god tur med momse! Men hvor er det dog irriterende at man skal gå og bekymre sig over hvordan det nu skal gå, også ender det med at bekymringerne var helt forgæves.

I dag kom kæresten hjem med en smuk buket blomster. Det er ellers sjældent jeg er helt tilfreds med buketter da jeg jo selv er oplært i at binde dem. Men den her var skøn.
Rent roser og grønt. Fantastisk!
Og det var lige hvad jeg trængte til. At føle min kæreste stadig tænkte på mig selvom jeg ikke lige er ved hans side.
Han har enormt meget pres over hovedet med sit arbejde, og jeg føler ikke jeg har energi til bare at stå for alt her hjemme så han kan slappe af når han kommer hjem.
Tænk sig at jeg ikke engang kan gøre det for ham.
Syntes sygdom og den energiforladte følelse har overtaget. Jeg sover meget, er træt. Føler mig tung....

Jeg har ikke den store lyst til at dele så meget om maden jeg indtager for tiden.
Ikke fordi jeg er flov eller noget, men jeg syntes bare at det er en ligegyldighed p.t.

Jeg er i dag faldet over en "ny" opfindelse der hedder krympeplast.
Wauw hvor er det vildt... Har lavet et par øreringe i det, som vises på billederne under.

Alle stjernerne er lavet af krympeplast.

Blomsterne fra min skønne kæreste

Alle smykkerne jeg har fået lavet....

Tak til alle jer der har kommenteret min blog indtil nu... I skal vide at det gør mig glad at se der er nogle der får lidt ud af mine tanker, men I skal også vide at JEG får utrolig meget ud af at læse hvad I skriver.
Jeg tænker lige tingene igennem og går og grubler over at der rent faktisk kan være andre måder at vende tankerne på.
Så bliv endelig ved med at kommentere :)

Der var engang...

Jeg har i dag valgt at ville skrive lidt om hvad jeg engang var.

Dette kan være noget grænseoverskridende, men syntes det er en vigtig del at have med her, for at I måske forstår lidt mere min frygt for vægten og det at se den gå op.

Jeg har på et tidspunkt været stor. Ikke bare lidt stor, men ca. dobbelt så stor som nu.

Det værste ved det er, at jeg godt kan se på billeder at jeg har været større end jeg er nu, men jeg syntes bare hele tiden jeg alligevel er større end alle andre.

Jeg startede min kamp mod kiloene da jeg havde født min datter. Der vejede jeg lidt over 100 kg. Men den rigtige kamp startede først da jeg meldte mig ind i VægtVogterne og havde en vægt på 98,4 kg.

Jeg stoppede med at gå til vejninger da jeg havde tabt 30 kg og lå på de 68 kg, som ALLE mente var helt perfekt for mig.
Vægten stod stille længe og jeg kæmpede en kamp for bare at smide 100 gram.
Min psyke havde det rigtig skidt og jeg endte med at indlægge mig i år(Marts) på psykiatrisk skadestue og blev senere rykket videre på en anden afdeling.
Jeg var uafbrudt på hospitalet 1 uge (Hvilket ikke er lang tid), men det gav mig virkelig mulighed for at fokusere.
Jeg brugte en masse tid på hospitalet til at se hvor fed og grim jeg var i spejlet, jeg kunne ikke rigtig spise noget og følte slet ikke jeg havde lov til at spise.
Jeg har siden marts måned i år smidt ekstra ca. 16 kg, og de mente på hospitalet at jeg havde en spiseforstyrrelse. Jeg måtte nok give dem ret i at mad og krop havde overtaget det meste af min tankegang, men direkte spiseforstyrrelse, det vidste/ved jeg ikke helt.
Jeg vejer jo ikke ligefrem 30 kg og jeg er heller ikke ved at dø jo....
Denne kliche bliver så dræbt senere i mit forløb, hvor jeg finder ud af at man ikke nødvendigvis behøver være ved at dø for at have en spiseforstyrrelse, men jeg kan stadig den dag i dag tvivle på om jeg rent faktisk har en spiseforstyrrelse.

Jeg kan godt li mad, jeg ELSKER faktisk mad. Men jeg er RIGTIG bange for den konsekvens maden har for mig. Nemlig at blive mega fed!
For mig er der ingen mellemvej. Enten er jeg fed, eller også er jeg her, hvor alle andre end mig selv syntes jeg er for tynd.
Åhh, hvor er det svært at hører alle sige, at jeg er ALT for tynd, når mit spejl fortæller mig at jeg SAGTENS kunne tabe mange flere kilo.
Nogle gange gad jeg godt have 4 gram af det de andre tog for at kunne se mig selv igennem deres øje.

Nå, men jeg har valgt at ligge lidt "beviser" ind. Håber ikke I bliver dårlige og utilpasse, men må jo hellere nævne at overflod af fedt KAN forekomme på billederne nedenfor:

Gad vide hvad jeg ville have kostet nu hvor man har lagt fedafgift på fedt og sukker?

Nå men jeg vil nu smide billeder af mig som afslører mere hvordan jeg ser ud i dag. Til de sarte sjæle har jeg selvfølgelig sløret alle de slibrige detaljer:

Ja det var så lidt mere om mig.

Smid gerne en kommentar eller noget og fortæl jeres mening!

Sidste fødselsdag i år er overstået (For mit vedkommende, altså)

Ja så fik vi klaret fødselsdagen for kæresten.
Det gik rigtig godt. Men nøj hvor havde vi travlt indtil gæsterne kom. Det vil billederne måske vise:

Fedtfattig banankage m. mørk chokolade

Canapeer med Æg og rejer, hjemmelavet skinkesalat lavet på yoghurt m agurk i stjerneform og leverpostej m. agurk i stjerneform

Leverpostej

Æg og rejer

Skinkesalat

Bordet hvor der ikke var plads til andet end grøntsagsstave og dip...

Nå men alt i alt var folk tilfredse og glade og gik i hvert fald ikke sultne herfra. Er der noget jeg ikke kan fordrage, så er det at folk ikke har lavet nok mad. Tænk sig at man nogle steder føler man ikke kan tillade sig at blive mæt fordi man vil da i hvert fald ikke være den der tager det sidste stykke.
Men den slags kommer ALDRIG til at ske hjemme hos mig.
Jeg laver altid mad i mængder, så man skulle tro jeg fik besøg af en hel 10. klasse med teenagere der har kæmpe appetit.
Men det er så også en af grundene til at vi her hjemme tit lever af det samme mad i flere dage. Faktisk spiser vi stadig rester fra i onsdags, fordi jeg ikke lige kunne lave lidt af hver ret, men i stedet lavede en kæmpe grydefuld af alle retter.... Hmmm.

Her i dag er det med maden gået helt gal for mig... Har faktisk SLET ikke styr på hvad jeg har indtaget og hvor mange kcal det ca. er! Det er DØD ubehageligt og giver mig en anelse angst her til aften. (Muligvis har jeg også kæmpe issues med mig selv over den ca. ½ kage jeg har ædt i dag... Tsk tsk Malene)

Så jeg regner ikke med at jeg skal snakke med badevægten i morgen og håber sørme at mine "skidepiller" hjælper mig af med noget af alt det mad jeg har spist i dag.
Har både spist brød og kage i dag. Det er ting jeg normalt springer over, især brødet.

Hvis jeg skal forsøge at skrive min mad ned ser det således ud:

- Morgenmad bestod som sædvanlig af yoghurt med syltetøj og müsli
- Frokost bestod af en lille iskaffe og et par canapeer
- Eftermiddag 6 canapeer, 3 frugtspyd, lidt gulerødder og agurker UDEN dip, 1 stk. kage
- Aftensmad blev til rester. 6 canapeer, blomkål, broccoli og andre grønsager vendt på panden.
- Aften blev til 1 stor iskaffe og en ordenlig omgang kage....

Sikke noget rod du har lavet Malene, hvorfor fanden skal jeg altid sidde og få det skidt over de valg jeg har taget i løbet af dagen?! Jeg bliver sindsyg.

Har været kreativ med mine nye perler her til aften:

I morgen regner jeg med at vi tager svigermor med på Bellahøj Kræmmermarked om formiddagen.
Kl. 14 bliver datteren hentet af sin far. De skal nemlig rejse mandag meget tidligt, så derfor henter han hende tidligere end normalt.
Kl. 16 skal kæresten og jeg ind og se Anders Matthesen i Falconer. Gav kæresten 2 billetter i fødselsdagsgave :) Har også sparet op af mine lommepenge i en hel del måneder :)

Så jeg håber at jeg i morgen får en skøn dag og kan melde tilbage her inde at alt bare er skide lækkert... Wuhuuu.