Det er MEGET længe siden...

Nøj der er gået noget tid siden jeg har skrevet her.

Og der er sket ALT for meget i den tid hvis du spørger mig.

1. Jeg er blevet normal vægtig og mere til.
2. Mad er ikke længere farligt, dog kan min vægt ikke helt tåle jeg spiser da den stiger konstant og giver mig ubehag over vægten. Jeg har derfor taget kontakt til egen læge som jeg går hos hver anden måned og bliver vejet og vi snakker om hvad vi skal prøve...
3. Jeg er stadig sygemeldt/på kontanthjælp og kæmper stadig en kamp om at blive normal nok til at kunne forsørge mig selv ved et job.
4. Min datter er nu så stor at hun startede  SFO i går.
5. Jeg mistede min farfar i Januar hvilket er en hård nyser for mig.

Ja der er helt sikkert sket meget mere, men det er så meget at jeg ikke engang selv kan huske det bare lige på stående fod.

Jeg vil forsøge at få lidt gang i bloggen her igen.
Den vil stadig komme til at omhandle min spiseforstyrrelse, som dog er mere eller mindre under kontrol, men jeg kan mærke et behov for også at skrive om hvordan det er stadig at være hunderæd for det tal på vægten selvom man jo er erklæret rask fordi man nu er over et bestemt tal.
Behandling i dag går alt alt for meget op i vægt, og alt for lidt op i hvad der gør man søger det rigtige tal på vægten, hvorfor det er man har svært ved at acceptere sig selv som man er osv.

Jeg er stadig der hvor jeg skal opveje nogle valg omkring mad fordi jeg ved det plager mig efterfølgende.
Men jeg er også der hvor jeg føler jeg mangler selvkontrol i mange situationer og må plages af dårlig samvittighed efterfølgende, hvor tanken om provokeret opkast ofte rammer mig.

Men jeg håber at denne blog også kan komme til at handle om mit liv generelt som er udfordret af vores regerings nye kontanthjælpsreform, mindre penge at leve for, følelsen af at være fanget i diagnoser, medicin og tankerne om at al min kontanthjælp ryger i år 2015 hvor min (heldigvis) fantastiske kæreste skal forsørge mig og min datter, fordi jeg ikke er arbejdsklar.

Håber der stadig er folk der vil læse med, dele deres egene erfaringer omkring de emner jeg vil berøre.

Vi skrives ved :)

Mor er ikke sur, men meget meget skuffet!

Ja endnu engang viste stolpegården at de siger så meget men gør intet ved det.
I sidste uge sagde de at de ville finde ud af om jeg kunne få en anden individuel terapeut da ham jeg har nu har er meget ophængt og jeg har pt brug for støtte til at klare min depressive tilstand.
Det havde de så ikke gjort og skuffelsen vokser inden i mig.
Kan ikke lade være med at føle mig så ligegyldig. Det er jo ikke fordi jeg vildt gerne vil tage til stolpegården flere gange om ugen, men er jo også godt klar over at 15-20 min taletid i en gruppe ikke giver mig nok værktøjer til at klare de resterende 6 dages depressiv tilgang!
Hvad gør man når man føler sig overset og ligegyldig?
Jeg ved ikke hvad du gør, men jeg får den sygeste selvhad som kører for fuld smadder i mit hoved. For det må da helt sikkert være min egen skyld de glemmer vores aftale, eller måske er jeg bare ikke det værd at bruge tid på. Måske syntes de ikke jeg har et behov alligevel, de sagde det måske bare i mandags for at få mig til at holde kæft?! Jep det er sådan jeg har det inden i.
Og den stemme gør mig ikke mindre depressiv.
Hvordan får man den kritiske stemme til at holde sin kæft, lade mig veje det jeg nu gør og spise når jeg er sulten? Hvorfor skal jeg ALTID stå til regnskab for både min og andres gøren? Hvorfor skal jeg have skylden for at de ikke gør deres arbejde?
Men det får jeg i mit hoved.

Jeg er kommet til et sted i min behandling hvor jeg tvivler på at jeg nogensinde får et rigtigt og normalt liv, hvor man ikke bliver plaget af en kritisk stemme hele tiden.
Et liv hvor man kan vågne om morgenen og glæde sig over dagen kun lige er begyndt, og kunne gå i seng om aftenen med et smil på læben over dagen der gik og at der heldigvis kommer en ny i morgen. Det må bare være livet. Selvfølgelig har man det ikke sådan hver dag, men jeg har det aldrig!
Når jeg står op føler jeg at jeg skal have tungen lige i munden for at klare hele dagen. Og når jeg går i seng om aftenen, somregel sammen med den kritiske stemme der fortæller mig hvor fed og ulækker jeg er, tænker jeg over at dagen i morgen bliver lige så lang og en kamp! Pessimistisk? Ja muligvis! Men kan ikke få det stoppet.
Det ville være meget nemmere at blive i min seng, ikke se dagens kampe i øjnene og ikke bruge mere energi end jeg reelt har i "banken", da det får mig endnu længere ned i kulkælderen!!!!!

Somebody save me from my self!

Føler mig lidt deprimeret

Tiden går, men lige meget hvor lang tid der går har jeg det meget svært.
Jeg havde en forhåbning om at jeg ville få det stille og roligt bedre efter vægten blev øget og kampen blev taget.
Men nej, jeg føler mig så deprimeret. Jeg er i fredags blevet sat op i antidepressiv medicin, skal i gang med at trappe ud af mit forbrug af afførringspiller og jeg skal ikke panikke over at vægten skal ligge højere end bmi 20 præcis :/
Det er bare ikke lige til.
Jeg hader min krop, jeg føler mig så tyk og grim!
Jeg ville allerhelst blive i min seng og gemme mig under min dyne så ingen behøvede at se på mig og jeg behøvede heller ikke tage stilling til andre!
Men det går desværre heller ikke.

Håber at mærke en ændring på medicinen.

Har her i weekenden lavet en hjemmelavet gave til en 3 årig pige vi skal til fødselsdag hos i dag.
Er faktisk rigtig glad for det endelige resultat :)

Tanker efter 1. Individuelle samtale

Første individuelle samtale er lige klaret.
En ny viden( tror jeg) er at min hjerne er stresset. Wauw, tænk at en hjerne kan være det.
Jeg har så meget lort oppe i mit hovede at jeg ikke kan rumme alle de ting jeg gerne vil.
Jeg er så skide pligtopfyldende og ville så gerne kunne tage en masse med hjem fra terapien og arbejde mig igennem alle de dæmoner der ville dukke op på min vej, men jeg kan ikke! For jeg kan sjældent huske de guldkorn jeg får når jeg er gået fra terapien!!! Men tilgengæld kan jeg huske at min svigermors neglelak pt er lyserød/pink med et strejf af sølvglimmer! Yes yes og hvad en i helvede skal jeg så lige bruge den information til?!
Jeg får mest ud af terapien hvis jeg for noget til opgave som jeg kan skrive ned og fokusere på i løbet af ugen.
Men det giver så bare min hjerne endnu mere stress! Og jeg vil vove den påstand at psykologen har ret. Føler virkelig mit hovede er fyldt til bristepunktet, så meget at det gør ondt! Det eneste sted jeg får fred er når jeg sover.... Nåh nej for der skal jeg plages med det ene mareridt efter det andet. Kunne seriøst skifte sengetøj hver anden dag for jeg vågner op badet i sved!!!
At jeg så ikke kan overskue at skifte det er så en anden sag...
For overskud er da helt forsvundet fra mit sind... Den ene dag kommer jeg i tanke om at det måske er en uge siden jeg sidst vaskede hår, og hvornår var jeg egentlig sidst i bad?!? Har jeg børstet tænderne dag? Ja jeg kan nogle gange i de uger Silke er hos sin far blive ramt af panik over om jeg skulle hente hende selvom det ved jeg jo godt jeg ikke skal.
Så jeg fylder mit hovede med lort.
Mange gange når folk spørger hvordan det går kan jeg svare og normen ville være at jeg vendte spørgsmålet mod dem og fik status på hvordan de går og har det, men sådan fungere min hjerne ikke.
Jeg kommer først i tanke om at jeg ikke spurgte tilbage dagen efter og der bliver jeg så ramt af pisse dårlig samvittighed over at være et grimt menneske der ikke kan rumme en skid!

Hvordan får jeg nogensinde et normalt liv?!

Malene altså... Tag dig nu sammen!

Åhh øv! Der gik så fint uden opkastninger, men et lille nyt indslag i min mad blev lige for meget i dag.

Normalt spiser jeg en sandwich til frokost, men der var en portion spaghetti og kødsovs tilbage fra dagen før og ville spise den for at spare på pengene.(som vi ingen har for tiden)
Men nej, det at min frokost var anderledes blev for meget inde i hovedet og jeg måtte kaste op. Jeg føler mig som den største ko, når jeg ser mig i spejlet bliver jeg ked af det!
Jeg ser tilbage på billederne fra da jeg var tyndest og ville et eller andet sted ønske jeg var der. Ikke rent energi mæssigt og ved også godt min krop slet slet ikke havde det godt, men følte bare at jeg havde kontrol over min krops udseende.
Var jeg så tilfreds der? Næh jeg følte mig stadig som en tyk ko, men ville alligevel hellere være den ko end den jeg er nu.
Har fået bryster, røv, store lår og mave. Føler mig som fanget i en andens krop jeg ikke har ønsker om at være i!
Men vil gerne have det godt.
Men hvordan får jeg det godt?

- hvis jeg er undervægtig er jeg mere tilfreds( langt fra helt tilfreds), men min krop har det så skidt. Sulter mig, tvangs motionere mange timer dagligt og hovedet kræser kun i mad, motion og vægt
- hvis jeg er normalvægtig(i mine øjne tyk) er jeg led og ked af min krop, mit selvværd er helt i bund( men det er det nok hele tiden) og jeg føler alle kigger på mit nye fedt!
Dog har min krop det bedre! Jeg har mere energi nogle dage, jeg har tid til andre ting end tvangsmotion og kalorie tælleri(selvom hev til tider lige gør det lidt) og mit hovede er ikke konstant fyldt med madtanker.

Jeg føler lidt jeg kan vælge mellem pest eller kolera.... Jeg har så valgt kolera da det er den eneste måde jeg forhåbentlig kan få en tredje valgmulighed.
Nemlig:
- være okay med hvordan jeg ser ud, og acceptere at jeg ikke skal være mega tynd for at omverdenen syntes jeg er et okay menneske. At det er okay ikke at være som alle andre og leve livet uden konstant at prøve at leve det som jeg TROR andre vil have jeg skal leve det! Hvile i mig selv og nyde de gode ting mit liv indeholder.

Mon Stolpegården kan hjælpe denne 3. Mulighed frem for mig og lærer mig hvordan jeg vælger den frem for de andre???
(Please lad det ske så jeg ikke bliver usikker på om jeg nu har taget det forkerte valg, kunne jo også vælge pest!)

Okay, forvirringen fortsætter lidt endnu!

Men jeres kommentarer til gårsdagens indlæg var guld værd!!! Jeg tænker så meget over hver jeres ord! I giver mig lyst til at forsøge at kæmpe videre med koleraen :D

Forvirringen er stor!

En lille Update må jo næsten være på sin plads.
I mandags nåede jeg min præcise( laveste) målvægt.
Ja så skete det, noget man egentlig har kæmpet for skulle ske, og som man nu forbander lidt!
Jeg har fået mange søde kommentarer og støttende ord.
-hvor er du sej
-hvor er du nået langt
-godt gået

Tjo de ord gør mig bare så ked af det. Jeg føler slet slet ikke at folk burde være glade for at jeg har taget på. I bund og grund er jeg selv led og ked af det over det!
Det er så forkert. Jeg har i flere år kæmpet for at tabe mig, og nu har jeg kæmpet for at tage på, men hvor står jeg så nu?
Jeg har altid skulle have fokus på mad, vægt, motion osv. Nu skal jeg forsøge at få det fokus over på andre ting. Men hvad?!

Jeg bliver revet rundt af stemmen inden i.
- ud og gå dit tykke dyr
- nej nu spiste du igen efter "planen", hvor er din diciplin
- før i tiden var du stærk, nu er du sø svag og samtidig tyk. Var det det du ville?!

Ud over den dumme stemme kommer fornuften ind og blander sig også:
- hold fast i den mekaniske spisning
- du må gerne motionere men husk nu diætistens ord på at man skal spise til sin træning
- du gør det her for at forblive i den behandling der skal hjælpe dig rask så du kan få livet tilbage og være et godt og sundt menneske med overskud til dine nærmeste.

Ja de kampe kører sådan ca. Konstant i mit hovede. Er der noget at sige til at jeg er træt. At jeg elsker at sove for der skal jeg i det mindste ikke tage stilling til mad, motion og den indre kamp.

Jeg havde i dag tabt mig 700 gram siden mandag. Jeg ved det ikke er godt da jeg ikke måtte komme under målvægt igen. Men for pokker hvor den dumme stemme nyder et vægttab!
Dog vandt "fornuften" og jeg har spist mad og godter i dag. Er ikke bekymret for at vægten forbliver her for den svinger sku så meget at man nærmest aldrig ved hvor man har den henne.

Jeg er ked af min krop, jeg er ked af at jeg ikke kan passe mine små bukser, jeg er ked af at jeg væmmes ved mig selv og ikke føler andre mennesker bør udsættes for at kigge på mig!

Tilgengæld er jeg ok tilfreds med at jeg forbliver i behandling så jeg forhåbentlig kan komme videre inden i så jeg bedre kan acceptere mig udenpå.

Det er lidt forvirrende, og tro mig; bliver du forvirret af at læse det, så gang det med 100 også ved du hvor forvirret jeg selv er!

Siden sidst :)

Nå siden sidst har jeg været i behandling 1 gang mere.
Havde taget 100 gram på og fik af vide at de jo helst så at jeg næste mandag var kommet op på den mindste målvægt som er 200 gram mere end i mandags.
Det burde jo kunne lade sig gøre, men jeg kan jo ikke love noget. Jo at jeg gør mit for at vægten går lidt mere op, men jeg er altså ikke herre over om den lige gider op eller ned.
Jeg har i dag været plaget af hovedpine. Ikke bare sådan en lille forsigtig en af slagsen, men sådan en der gør at man føler man bliver sparket i hovedet gennem hele dagen.
Så jeg har ikke haft overskud til at tænke meget over mad! Men har spist, og har spist slik og frugt og lidt almindelig mad også.
Ja må nok lige tilbage til de sunde og gode madvaner i morgen!
Jeg har brugt de øjeblikke hvor jeg kunne have øjnene åbne på at male lidt og lave armbånd.


I morgen skal jeg til dyrelæge med Molly. Vi skal have dobbelt tjekket om hendes navlebrok skal opereres. Vores opdrætter vil ikke tage vores egen dyrelæges ord for gode vare!!! Pisse irriterende.
Men ja. Det er da også surt hvis hun skal betale os penge tilbage, men altså vi har givet en mindre bondegård for Molly og vil selvfølgelig gøre alt for at hun bliver hos os i mange år, så hun skal bare opereres hvis det er!!! Og opdrætteren har bare at hoste op. Vi har haft hende 1 måned og hun havde brok fra start! Ihh bliver så ked over at et levende væsen bliver en kamp om penge :(