Mor er ikke sur, men meget meget skuffet!

Ja endnu engang viste stolpegården at de siger så meget men gør intet ved det.
I sidste uge sagde de at de ville finde ud af om jeg kunne få en anden individuel terapeut da ham jeg har nu har er meget ophængt og jeg har pt brug for støtte til at klare min depressive tilstand.
Det havde de så ikke gjort og skuffelsen vokser inden i mig.
Kan ikke lade være med at føle mig så ligegyldig. Det er jo ikke fordi jeg vildt gerne vil tage til stolpegården flere gange om ugen, men er jo også godt klar over at 15-20 min taletid i en gruppe ikke giver mig nok værktøjer til at klare de resterende 6 dages depressiv tilgang!
Hvad gør man når man føler sig overset og ligegyldig?
Jeg ved ikke hvad du gør, men jeg får den sygeste selvhad som kører for fuld smadder i mit hoved. For det må da helt sikkert være min egen skyld de glemmer vores aftale, eller måske er jeg bare ikke det værd at bruge tid på. Måske syntes de ikke jeg har et behov alligevel, de sagde det måske bare i mandags for at få mig til at holde kæft?! Jep det er sådan jeg har det inden i.
Og den stemme gør mig ikke mindre depressiv.
Hvordan får man den kritiske stemme til at holde sin kæft, lade mig veje det jeg nu gør og spise når jeg er sulten? Hvorfor skal jeg ALTID stå til regnskab for både min og andres gøren? Hvorfor skal jeg have skylden for at de ikke gør deres arbejde?
Men det får jeg i mit hoved.

Jeg er kommet til et sted i min behandling hvor jeg tvivler på at jeg nogensinde får et rigtigt og normalt liv, hvor man ikke bliver plaget af en kritisk stemme hele tiden.
Et liv hvor man kan vågne om morgenen og glæde sig over dagen kun lige er begyndt, og kunne gå i seng om aftenen med et smil på læben over dagen der gik og at der heldigvis kommer en ny i morgen. Det må bare være livet. Selvfølgelig har man det ikke sådan hver dag, men jeg har det aldrig!
Når jeg står op føler jeg at jeg skal have tungen lige i munden for at klare hele dagen. Og når jeg går i seng om aftenen, somregel sammen med den kritiske stemme der fortæller mig hvor fed og ulækker jeg er, tænker jeg over at dagen i morgen bliver lige så lang og en kamp! Pessimistisk? Ja muligvis! Men kan ikke få det stoppet.
Det ville være meget nemmere at blive i min seng, ikke se dagens kampe i øjnene og ikke bruge mere energi end jeg reelt har i "banken", da det får mig endnu længere ned i kulkælderen!!!!!

Somebody save me from my self!