Forsamtale til adfærdsændrende anoreksigruppe i morgen

Og nej hvor er jeg nervøs inden i over det, og det værste er at det kun er fordi jeg frygter at skulle vejes!
Den vægt fylder bare hele mit univers til tider.
Og lige nu er den sneget sig et kilos penge op :/ og ja det skulle vel ske, men jeg er virkelig ikke glad ved det.
Jeg føler mig tyk og fed, syntes jeg kan se meget mere end et kilo på min krop og fedtet vælter ud!
Hver dag er en kamp mod mig selv. Føler konstant jeg har en dialog med min egen private djævel der altid har en mening om det jeg gør og den går absolut ikke stille ved dørene med dens mening.
Kommer jeg nogensinde til at få fred for den indre diskussion?
Vil mit liv blive mere normalt og vil jeg kunne acceptere mig selv som normalvægtig?

Jeg drømmer jeg kan! Hvor ville jeg ønske jeg var en af de kvinder der kunne kæmpe imod det kropsbillede vi bliver "snydt" til at tro er normalt igennem medier og blade.
Jeg gad godt kunne stille mig op som en helt almindelig str. 38/40 og sige jeg var tilfreds med mig selv og at alle der lå under bmi 20 burde få hjælp til at vende deres ønske om den perfekte krop i str. 34/36!
Men jeg tror aldrig jeg får det sådan. Jeg har altid ønsker mig at være slank. Men kampen har været hård! Den er stadig hård! Føler mig på trods af undervægt stadig for stor. Syntes lige pludselig mine bukser i 34 er lidt stramme og det gør djævlen endnu mere diskussionssøgende!
Giv mig nu fred!!!!

Og djævlen kommer på overarbejde nu hvor jeg skal ændre kost og tage på i den nye gruppe. Hvorfor gik det også så hurtigt? Jeg var så glad over at jeg lige fik en pause til at starte stille og roligt. Hmm...