onsdag den 23. januar 2013

Forvirringen er stor!

En lille Update må jo næsten være på sin plads.
I mandags nåede jeg min præcise( laveste) målvægt.
Ja så skete det, noget man egentlig har kæmpet for skulle ske, og som man nu forbander lidt!
Jeg har fået mange søde kommentarer og støttende ord.
-hvor er du sej
-hvor er du nået langt
-godt gået

Tjo de ord gør mig bare så ked af det. Jeg føler slet slet ikke at folk burde være glade for at jeg har taget på. I bund og grund er jeg selv led og ked af det over det!
Det er så forkert. Jeg har i flere år kæmpet for at tabe mig, og nu har jeg kæmpet for at tage på, men hvor står jeg så nu?
Jeg har altid skulle have fokus på mad, vægt, motion osv. Nu skal jeg forsøge at få det fokus over på andre ting. Men hvad?!

Jeg bliver revet rundt af stemmen inden i.
- ud og gå dit tykke dyr
- nej nu spiste du igen efter "planen", hvor er din diciplin
- før i tiden var du stærk, nu er du sø svag og samtidig tyk. Var det det du ville?!

Ud over den dumme stemme kommer fornuften ind og blander sig også:
- hold fast i den mekaniske spisning
- du må gerne motionere men husk nu diætistens ord på at man skal spise til sin træning
- du gør det her for at forblive i den behandling der skal hjælpe dig rask så du kan få livet tilbage og være et godt og sundt menneske med overskud til dine nærmeste.

Ja de kampe kører sådan ca. Konstant i mit hovede. Er der noget at sige til at jeg er træt. At jeg elsker at sove for der skal jeg i det mindste ikke tage stilling til mad, motion og den indre kamp.

Jeg havde i dag tabt mig 700 gram siden mandag. Jeg ved det ikke er godt da jeg ikke måtte komme under målvægt igen. Men for pokker hvor den dumme stemme nyder et vægttab!
Dog vandt "fornuften" og jeg har spist mad og godter i dag. Er ikke bekymret for at vægten forbliver her for den svinger sku så meget at man nærmest aldrig ved hvor man har den henne.

Jeg er ked af min krop, jeg er ked af at jeg ikke kan passe mine små bukser, jeg er ked af at jeg væmmes ved mig selv og ikke føler andre mennesker bør udsættes for at kigge på mig!

Tilgengæld er jeg ok tilfreds med at jeg forbliver i behandling så jeg forhåbentlig kan komme videre inden i så jeg bedre kan acceptere mig udenpå.

Det er lidt forvirrende, og tro mig; bliver du forvirret af at læse det, så gang det med 100 også ved du hvor forvirret jeg selv er!

3 kommentarer:

  1. Min smukke diamant...
    Jeg forstår godt, at du er forvirret....
    Jeg ved ikke om behandling med krav gør, at du bliver "tvunget" lidt for hurtigt.

    Men om ikke andet....
    Nu behøver du jo ikke at tage mere og mere på fra gang til gang, vel? Nu kan du vel få lov til at stå stille lidt??

    At acceptere hver eneste ekstra kilo, kræver jo meget arbejde med sit inderste.

    Og prøv lige at hør dig selv; på trods af tankerne SPISTE DU! Come on... Det er fantastisk stort.

    De der bukser du ikke kan passe.. Dem kan de kæreste godt låse ind i overspisningsskabet.

    Træk vejret og giv de fornuftige tanker en chance. Det kræver altså tid at komme ud af spiseforstyrrelsens skuffende greb...

    Træk vejret...
    Ikke tænk for meget...
    En dag ad gangen...

    Og denne kommentar kan du måske slet ikke bruge.. Og det er så irriterende at høre; at det nok skal vende og blive godt... og blablabla...

    Men det gør det <3
    Men det gør også ondt at nå dertil <3

    Tænk på hvor forvirret man var, da man skulle lære matematik. INTET gav jo mening i starten - i selv de mest simple regnestykker.

    <3

    SvarSlet
  2. Pyha ja - det er hårdt at høre, man er sej og alt det der, når nu man selv synes, man er en fiasko. Heldigvis arbejder tiden med dig, og hvis du undgår at tabe dig yderligere, så tror jeg, du selv begynder at anerkende det flotte arbejde, du har været igennem. Det er en lang proces, men jeg tror på, du kan. Nu er du nået så langt; du skal nok komme i mål.

    I øvrigt - fandme flot gået! Du har formået at gøre noget rigtig svært men kun lidt støtte. Det vidner altså om et stærkt menneske!

    SvarSlet
  3. Jeg kan godt forstå din forvirring, det er et virkelig svært sted at stå! Og jeg forstår, at det er svært at høre, at det er så sejt, at man har taget på, når man selv føler det modsatte. På den anden side ville det også være frygteligt, hvis folk istemte, at det var fuldstændigt forfærdeligt, ikke? Der er brug for modvægt til stemmen indeni. I stedet for at fortælle dig, at det er sejt, du tager på, vil jeg sige, at det er sejt, at du kæmper. For det gør du! Og jeg, som selv sidder i det, ved hvor svært det er. Jeg ved, at du ikke føler dig sej, men alligevel synes jeg, at du er det. Jeg har selv brugt dét at kæmpe for at blive i behandlingen - og jeg synes, det er fornuftigt, at du gør det. Jeg tror på dig!

    SvarSlet