Først og fremmest:
Tak til alle jer der har kommenteret i mit tidligere indlæg. Det varmede i løbet af dagen i går som var en MEGET hård dag.
Jeg var jo i gruppe i går og jeg havde taget på. Faktisk 1,1 kg på 2 uger. Altså er jeg nu 100 gram foran!
Men for helvede hvor er det ubehageligt at stille sig op på den vægt og vise det grimme tal.
Ikke nok med det, så var jeg på i gruppen som nummer 1 på mit eget ønske, jeg ville gerne snakke om det med at skulle sætte vægten i kælderen.
Svaret var: "Det er nok ikke den rigtige tid at gøre det på. Lige nu bruger du også vægten rigtigt da du øger maden når vægten er gået ned."
Så nu er målet kun at veje mig hver 2. dag.
Vejede mig her til morgen, så nu må jeg kun veje mig på torsdag og på lørdag. (Vægten var igen gået ned, men jeg tør snart ikke regne med hvad de vægte siger....)
Jeg snakkede meget om min fortid som stor, frygten for at falde tilbage til 100+kg Malene, følelsen af at skulle aflevere de guldstjerner jeg har opnået at få.
Desværre følte jeg mig ENORMT misforstået i gruppen.
Fik af vide at jeg ikke var i gruppen for min egen skyld, jeg var der fordi psyken har henvist mig, og jeg vægtøgede ikke for min egen skyld men for alle omkring mig.
Og JA jeg blev henvist fra Glostrup psyk. da jeg var indlagt, og ja jeg kom fra et andet afsnit på Stolpegården(Personlighedsforstyrrelsesafsnittet), og JA lige nu gør jeg INTET for mig selv for jeg ved ikke hvad jeg selv vil!
"Men ved du nu hvad lille prinsesse der sagde sådan: JEG GØR DET SKU DA! Om jeg så gør det for andre, SÅ HAR JEG DA TAGET PÅ! Så LUK, og pas din egen biks!"
Det værste var at da pigen der havde kommenteret mig sådan var på, endte det med at være PRÆCIS samme problematik. Frygten for vægtøgningen der tog overhånd osv.
Hvad fanden er forskellen på mig og hende?
Jeg bliver lidt harm!
Jeg følte i går og føler stadig i dag, at jeg overhovedet ikke er lige så berettiget til at være i gruppen. Jeg er der åbenbart af forkerte årsager...
Så igen sidder" lille" Malene og føler sig forkert, uvelkommen og til grin.
Har lyst til at grave mig ned, har så mange ubehagelige følelser inden i. Vil helst ikke tilbage i gruppen, jeg orker ikke de grimme kommentarer jeg får med mig tilbage. Jeg orker ikke at føle mig så ubetydelig og forkert. Jeg orker bare ikke mere.
Har siden i går haft lyst til at skrive en mail til min gruppeterapeut om at jeg tydeligvis ikke er velkommen i gruppen og der vel må findes en gruppe for sådan nogle som mig.
Sådan nogle mennesker der engang har spist sig tykke og fede, tabt sig og mistet grebet om hvad der er normalt omkring mad. Mistet sin identitet, for hvem er jeg efterhånden? Mistet billedet af hvad der er normalt og hvad der er unormalt?
Sådan en gruppe må der da være...
Undskyld min galde, men for pokker hvor sidder den grimme følelse fast inden i mig.
Det hele resulterede i at jeg gik hjem, overspiste og brækkede mig i lårfede stråler, og derefter gik jeg I SENG!
Stod op og tog til juletræsfest, men ville bare hjem.
Spiste havregrød til aftensmad (Selvom jeg ved jeg ikke må falde tilbage i min "jeg spiser morgenmad hele dagen"), tog en ordenligt omgang "skidepiller" og ½ sovepille og i seng med mig.
"Hej og velkommen SF" Du er der endnu til at "hjælpe" mig når det bliver svært...." Åhh altså :(
Hvor er jeg ked af den grimme oplevelse!
SvarSletHvilken ret har hun dog til det.
Hun må have noget indeni hun har brug for at glemme, at føle sig mere værdig end andre.
Du tilhører helt sikkert den gruppe, og du fortjener lige så meget hjælp som de andre!
Og ikke mindre.
Jeg er så gal......
Du er sååååååååååååååå meget mere værd!
Jeg forstår godt du er bange for at ryge tilbage i dine uhensigtsmæssige mønstre både den ene og den anden vej.
Fortæl om det, råb om det, græd om det og få sat lys på det.
Det er den eneste måde du kan begynde at finde en balance :)!!
STORT knus<3
Fuck hende pigen!
SvarSletVed godt det er svært og det er også der værste ved gruppeterapi: at det er en konkurrence om hvem er mest syg og hvem har mest ret til at være der.
Sådan var det også da jeg var på Kildehøj. Man bliver virkelig indebrændt nogle gange!
Men du må huske på at du er nået SÅ langt, så der skal da mere end en kommentar fra sådan en tøs til at slå DIG ud, ikke også!:)
Øv for en træls oplevelse! Når jeg tænker tilbage på min tid i gruppeterapi, så har jeg vist også kommet til at såre nogen et par gange. Det er jo ikke for at være ond eller noget. Jeg tror, det kommer, når man kan se rigtig meget af sig selv i den anden... og så er det nemmere at være efter den anden end at se det hos sig selv. Jeg ved ikke, om det er tilfældet med hende - om det var derfor, hun var efter dig. Men det var det i hvert fald med mig. Jeg kunne virke rigtig strid, og jeg var slet ikke klar over det for bagefter, hvor jeg godt kunne se, jeg projicerede helt vildt.
SvarSletHåber, det bliver anderledes for dig næste gang, så du føler, du kan bruge det til noget.