Jeg får rakt en hånd...

Og SF tager hele armen og udnytter det til sin fordel.

Dette kræver en mindre forklaring.
De sidste dage har der været en del stress på, ikke nok med at det at få hund tager meget tid, ændringer i min hverdag og gør mig mere bundet til hjemmet, så har min kæreste også været vildt presset med jobbet( og det er han faktisk stadig).
Så jeg har været meget stresset, men dog uden at panikke helt vildt.

Men her til aften mener kæresten og jeg at vi har fortjent at få lidt guf på et par hårde dage. Det var rigtig skønt, smagte dejligt, men der går ikke længe fra jeg har indtaget det til jeg får det skidt ( klassikeren for mig)!
Jeg begynder at sidde og kigge på billeder af mig selv og bliver i tvivl om jeg nu er blevet alt for tyk, alle siger jo at jeg ser meget sundere ud og det er bare som om det bliver modtaget vildt negativt.
Vi har her hjemme erfaringer med at når kvalmen overtager, så kan en god gåtur hjælpe på det, og kæresten giver mig lov til at smutte.
Jeg begynder og gå, og jo længere væk jeg kommer fra hjemmet, jo mere overtager de SF tanker og overtage. Kort tid efter ser jeg mig selv stå bag et stort grantræ og kaste op på åben gade ( dog lidt i skjul)!
Hele vejen hjem gik jeg og hadede mig selv fordi jeg jo vidste jeg måtte indrømme overfor kæresten at det var sket, og han ville jo blive ked af det, måske forbyde mig at gå alene når jeg har det skidt osv... Men jeg er nødt til at være ærlig, også selvom det er så flovt at stå og indrømme at der var en djævel der overtog mig, strakte min finger og lod den presses langt ned i halsen til alt det "dårlige" indtag kom op igen.
Endnu mere pinligt er det når man så kommer hjem og ser der er bræk på ens ene vinterstøvle.

Malene, hvad fanden i helvede har du gang i? Hvad er det der sker for tiden.... Panikken overtager mig. Jeg får ikke nok motion, jeg spiser for meget og især for usundt. Jeg kan ikke klare mit eget spejlbillede. Jeg savner at se mine ribben, mine hofteknogler og jeg har svært ved at begribe hvordan så " få" kilo kan gemme mine knogler SÅ meget....

Jeg savner at se ud som om jeg rent faktisk har lidt et problem. Det er som om det trods alt var nemmere at være "syg" når man også så syg ud.
Nu ser jeg sund ud(!?!?!?!) men jeg føler mig måske endnu mere syg inden i.
Smerten over vægtøgningen er ikke til at bære, jeg føler mig presset ned i en krop jeg ikke selv har valgt, og jeg føler mig bare forkert... Men det gjorde jeg egentlig også da jeg vejede mindre.
Hvornår pokker bliver det til at holde ud?