Dette kan være noget grænseoverskridende, men syntes det er en vigtig del at have med her, for at I måske forstår lidt mere min frygt for vægten og det at se den gå op.
Jeg har på et tidspunkt været stor. Ikke bare lidt stor, men ca. dobbelt så stor som nu.
Det værste ved det er, at jeg godt kan se på billeder at jeg har været større end jeg er nu, men jeg syntes bare hele tiden jeg alligevel er større end alle andre.
Jeg startede min kamp mod kiloene da jeg havde født min datter. Der vejede jeg lidt over 100 kg. Men den rigtige kamp startede først da jeg meldte mig ind i VægtVogterne og havde en vægt på 98,4 kg.
Jeg stoppede med at gå til vejninger da jeg havde tabt 30 kg og lå på de 68 kg, som ALLE mente var helt perfekt for mig.
Vægten stod stille længe og jeg kæmpede en kamp for bare at smide 100 gram.
Min psyke havde det rigtig skidt og jeg endte med at indlægge mig i år(Marts) på psykiatrisk skadestue og blev senere rykket videre på en anden afdeling.
Jeg var uafbrudt på hospitalet 1 uge (Hvilket ikke er lang tid), men det gav mig virkelig mulighed for at fokusere.
Jeg brugte en masse tid på hospitalet til at se hvor fed og grim jeg var i spejlet, jeg kunne ikke rigtig spise noget og følte slet ikke jeg havde lov til at spise.
Jeg har siden marts måned i år smidt ekstra ca. 16 kg, og de mente på hospitalet at jeg havde en spiseforstyrrelse. Jeg måtte nok give dem ret i at mad og krop havde overtaget det meste af min tankegang, men direkte spiseforstyrrelse, det vidste/ved jeg ikke helt.
Jeg vejer jo ikke ligefrem 30 kg og jeg er heller ikke ved at dø jo....
Denne kliche bliver så dræbt senere i mit forløb, hvor jeg finder ud af at man ikke nødvendigvis behøver være ved at dø for at have en spiseforstyrrelse, men jeg kan stadig den dag i dag tvivle på om jeg rent faktisk har en spiseforstyrrelse.
Jeg kan godt li mad, jeg ELSKER faktisk mad. Men jeg er RIGTIG bange for den konsekvens maden har for mig. Nemlig at blive mega fed!
For mig er der ingen mellemvej. Enten er jeg fed, eller også er jeg her, hvor alle andre end mig selv syntes jeg er for tynd.
Åhh, hvor er det svært at hører alle sige, at jeg er ALT for tynd, når mit spejl fortæller mig at jeg SAGTENS kunne tabe mange flere kilo.
Nogle gange gad jeg godt have 4 gram af det de andre tog for at kunne se mig selv igennem deres øje.
Nå, men jeg har valgt at ligge lidt "beviser" ind. Håber ikke I bliver dårlige og utilpasse, men må jo hellere nævne at overflod af fedt KAN forekomme på billederne nedenfor:
Gad vide hvad jeg ville have kostet nu hvor man har lagt fedafgift på fedt og sukker?
Nå men jeg vil nu smide billeder af mig som afslører mere hvordan jeg ser ud i dag. Til de sarte sjæle har jeg selvfølgelig sløret alle de slibrige detaljer:
Ja det var så lidt mere om mig.
Smid gerne en kommentar eller noget og fortæl jeres mening!
Jeg kan ikke lade være med at kigge fra det øverste billede og hele vejen ned.... Og igen... Og igen....... Og igen...... Hvordan kan store Malene blive til en Malene, der ikke bare er slank - men TYND!
SvarSletJeg kan ikke ligge skjul på, at du virkelig er TYND.. Men det har jeg hele tiden tænkt om dig..
Det bliver fantastisk at se dit nye jeg, dit smukke jeg.. For du er fantastisk smuk.
Hold da fast! Jeg er helt målløs!
SvarSletJeg troede det var 2 forskellige personer, fordi jeg ikke lige læste hvad du havde skrevet mellem billederne med det samme.
Jeg håber at det alligevel "gør noget" at se dig selv på billederne. Det er gerne dér man virkelig for alvor ser (realistisk) hvordan man virkelig ser ud. I mine øjne er du også alt for tynd. Jeg håber ikke, jeg støder dig på nogen måde ved at skrive sådan, for det er bestemt ikke min mening! :-)
Samtidig vil jeg lige indskyde, at jeg sagtens kan sætte mig ind i dine tanker om enten/eller. Det kender jeg rigtig meget fra mig selv.
I.P:
SvarSletDet var så flot skrevet! Tak...
Borderline Bloggeren:
Er sku bare glad for at folk der vælger at skrive er ærlige. Det er jo lidt derfor man ønsker en feed back, så man kan blive klogere på hvordan man evt. også kan tænke. Nogle gange skriver folk noget man ikke vil hører, men til tider skal det gøre ondt før man lærer noget af det ikk? :)
Og du har ikke skrevet noget jeg ikke har hørt før.
Og fedt med en nye kommentator på min blog. Bliv ENDELIG ved :)
Dejligt at blive fast læser i din blog.
SvarSletMen ej, jeg kan godt følge dig i mange af de ting du siger.
Men det gør også ondt at se hvor tynd du faktisk er, uden du selv kan se det.
og det er fordi jeg ved hvilke tanker det medfører.
Jeg ved du ikke selv syntes det, men for dit eget helbred, din datters og hele dit livs skyld, så er du nødt til at tage kampen med at tage på og få bearbejdet alle de bagvedliggende ting.
Alt held og lykke <3
Knus
Jeg kan virkelig godt følge din tankegang...
SvarSletJeg er nemlig en fed spiseforstyrret.. Ment som i at jeg sagtens kunne tabe mig mange mange kilo og stadig ikke være nede i normal vægts området men stadig i overvægts området.. Men ligesom dig måtte jeg indse at vægten ikke afgøre om man har en spiseforstyrelse...
Og søde pige så er du jo alt alt for tynd den dag i dag :/
Heidi:
SvarSletFedt med en ny læser af min lille verden her :)Har også været inde og snuse hos dig og skal da helt sikkert læse med frem over.
Elana:
Det er svært at acceptere at en spiseforstyrrelse ikke kun er for dem der er ved at dø af undervægt. Det er jo sådan de bliver udstillet i tv, så derfor tænker man jo at der ikke er andre "sandheder".