Hvor skal jeg dog starte...?!

Jeg har virkelig haft en dum periode.
Ikke nok med at vi alle er plaget af sygdom her hjemme, så kan jeg bare ikke finde ud af mig selv.

Jeg FRYGTER at skulle i terapi i morgen, fordi jeg så skal vejes. Jeg ANER ikke hvad jeg vejer pt, fordi jeg ikke var på vægten i dag.
Der ud over er jeg i gang med at trappe ned på afførringspiller, så jeg kommer helt automatisk ikke rigtig af med alt hvad jeg indtager... Så jeg har en ubehagelig fornemmelse i maven det meste af dagen.
Har ikke lyst til at kigge mig selv i spejlet, har en dårlig fornemmelse når jeg har bukser på og føler at fedtet på mig hænger i store dæk alle vegne på min krop.
Føler til tider ikke jeg kan overskue selv den mindste gåtur fordi min krop er for tung til at jeg kan slæbe den helt alene....

Øv hvor er det bare latterligt at have det sådan.
Jeg har kun 2 gange tilbage i min overvejelsesgruppe for undervægtige, og jeg er begyndt at blive godt og grundigt nervøs. Næste step er at tage ½ kg på om ugen. Og det tror jeg er en alt for stor kamel for mig at sluge. Jeg vil meget gerne prøve at tage på og blive 1 med mig selv og min krop. Men det kan jeg ikke hvis jeg tager et nyt ½ kg på HVER uge. Små skridt er vigtige for mig, jeg er nødt til at have tid til at vænne mig til forandringer.
Det ligger nok i min personlighedsforstyrrelse, at jeg ikke magter for store omvæltninger på 1 gang.

Bare i morgen skal jeg i terapi, hvor min datter skal i børnehave, kæresten på arbejde og jeg skal med toget der ud. Det er noget tid siden jeg selv har sørget for transport til terapi og det kan få mig helt ud på en meget bumpet og stresset vej.
Lige pludselig kan jeg ikke huske hvor meget mad jeg plejer at have med i gruppe, hvornår skal jeg med toget, normalt er jeg gået helt til hvidovre for at tage toget videre... Skal jeg starte den rutine op igen.? Det er jo "gratis" motion med et formål, men nu var jeg jo endelig begyndt at kunne slappe lidt af med det... (Siger damen der har stået og trampet op og ned på en stepbænk i 1 time, mens datteren nærmest kørte rundt om mig på sin løbecykel).

Nå men der ud over har jeg jo været super glad for mit aftenguf. Men denne bliver jeg nu nødt til at give slip på. Jeg kan simpelthen ikke magte at beholde det i maven når jeg har sådan en dårlig fornemmelse af mig selv, min vægt og krop. Det har derfor resulteret i at jeg har kastet en del op den sidste uge, og så kan det jo nærmest være ligegyldigt.
Så her til aften er det første aften uden slik. Jeg må indrømme at min krop skriger efter mit sukkertrip, og jeg syntes faktisk også at jeg mangler en "grund" til at kaste op.... Hov hvad fanden var nu det?! Vil jeg gerne kaste op?!
Nej det vil jeg egentlig ikke, men jeg føler bare til tider at når jeg ligger og kalder på ULRIK så får jeg hvad jeg fortjener. Ubehagelige syreskader i halsen, ondt i hovedet og blodsprængte øjne. Jeg har ikke fortjent at have en aften hvor jeg hygger med slik også går glad i seng. Nix, det er åbenbart ikke noget for mig lige nu...!

Jeg forsøgte at skrive hvad jeg spiste om dagen til at starte med, men det vil jeg pt slet ikke belemre jer med, for jeg syntes det er alt for meget og jeg gider ikke skræmme jer væk med en hel uges "madbudget" på hver dag :)

Hvorfor får man de her ture hvor man ikke føler man hører hjemme nogen steder, og man hører da slet ikke hjemme i sin egen krop!? ØV...