Er jeg gået i stå?

Jeg har haft en del dage hvor jeg har haft behov for at være mig, hjemme og helst ikke lave dagens gode gerning.
Det har egentlig været rart, men igen sniger den dårlige samvittighed sig ind på mig og forklare mig hvad jeg burde have gjort:

- Gøre rent
- Lave mad
- Vaske tøj
- Dyrke motion
- Gå flere kilometer, bare fordi jeg kan
- osv.

Men i stedet er jeg gået i stå. Jeg har levet i min egen lille smykke verden de sidste dage og jeg har virkelig fået lavet meget... (Gad vide hvad jeg skal stille op med alle de smykker....)

I dag skulle jeg så mødes med min gamle mormor i Rødovre Centrum. Jeg frygter altid de møder fordi der sker en af følgende situationer:

- Mormor siger: " Neeejjj har du ikke taget lidt på?" med et smil i hele hovedet
eller
- Mormor siger: " Ej Malene, nu må du altså heller ikke tabe mere...." og får så tåre i øjnene.
eller
- Den pinlige tavshed når ingen af os helt ved hvad vi skal snakke om...

Det der skete i dag var dog lidt anderledes.
Min søde mormor kommenterede IKKE min vægt, hverken den ene eller anden vej. Hun begyndte ikke at græde, men hun smilede heller ikke over hele hovedet.
Senere kom den så, om jeg ikke snart skulle tage på og jeg kunne jo så fortælle at jeg altså har taget 600 gram på fra min laveste vægt for 1 mdr. siden.
Hun accepterede at jeg kun ønskede noget at drikke og ikke kunne overskue maden på de fedtede spisesteder i centeret, og vi endte med at sidde og få en sodavand(Light selvfølgelig), ryge smøger og sladre om ALT muligt.
Om mad, om overspisninger, om opkastninger, jeg fortalte hende endda at alt slikket er låst i kælderen og hun virkede ikke fordømmende overfor mig.

Alt i alt en super god tur med momse! Men hvor er det dog irriterende at man skal gå og bekymre sig over hvordan det nu skal gå, også ender det med at bekymringerne var helt forgæves.

I dag kom kæresten hjem med en smuk buket blomster. Det er ellers sjældent jeg er helt tilfreds med buketter da jeg jo selv er oplært i at binde dem. Men den her var skøn.
Rent roser og grønt. Fantastisk!
Og det var lige hvad jeg trængte til. At føle min kæreste stadig tænkte på mig selvom jeg ikke lige er ved hans side.
Han har enormt meget pres over hovedet med sit arbejde, og jeg føler ikke jeg har energi til bare at stå for alt her hjemme så han kan slappe af når han kommer hjem.
Tænk sig at jeg ikke engang kan gøre det for ham.
Syntes sygdom og den energiforladte følelse har overtaget. Jeg sover meget, er træt. Føler mig tung....

Jeg har ikke den store lyst til at dele så meget om maden jeg indtager for tiden.
Ikke fordi jeg er flov eller noget, men jeg syntes bare at det er en ligegyldighed p.t.

Jeg er i dag faldet over en "ny" opfindelse der hedder krympeplast.
Wauw hvor er det vildt... Har lavet et par øreringe i det, som vises på billederne under.

Alle stjernerne er lavet af krympeplast.

Blomsterne fra min skønne kæreste

Alle smykkerne jeg har fået lavet....

Tak til alle jer der har kommenteret min blog indtil nu... I skal vide at det gør mig glad at se der er nogle der får lidt ud af mine tanker, men I skal også vide at JEG får utrolig meget ud af at læse hvad I skriver.
Jeg tænker lige tingene igennem og går og grubler over at der rent faktisk kan være andre måder at vende tankerne på.
Så bliv endelig ved med at kommentere :)